Oprettet:
Bestyrelsesformand Vagn Ytte Larsen udtrykker stor beklagelse ved Henrik Swanes død.
-Tabet af Henrik Swane bliver et stort savn for Malergården. Henrik var både en stor personlighed, en dygtig kunstner og en fabelagtig ambassadør for Malergården – familien Swanes kunstnerhjem i Plejerup ved Lammefjorden i Odsherred.
- Jeg satte stor pris på Henrik Swane – både i da han var lærer i billedkunst ved Ungdomsskolen i Nykøbing Sjælland og senere, da Malergården åbnede for publikum i 2005, udtaler den tidligere borgmester i Nykøbing-Rørvig Kommune.
- I det hele taget var det en meget stor gestus Henrik og hans søster Gerda udviste overfor samfundet og os alle sammen ved i 2004 at skænke Malergården og den fornemme samling af mere end 500 malerier til Odsherreds Kunstmuseum. Værkerne var først og fremmest udført af Henriks far Sigurd Swane, men også af alle de øvrige malende familiemedlemmer.
- Det er vigtigt at holde fast ved kulturarven og den kunstneriske udfoldelse gennem tiden. Malergården er netop et åndehul, hvor man kan glæde sig over samspillet mellem landskab, historie og kunst. – et helt særligt miljø, ja nærmest af paradisiske dimensioner.
- Det var flot af Henrik, at han brugte megen tid og mange kræfter på at fortælle de mange besøgende om Malergården og familiens liv på stedet. Ligesom de mange foredrag, Henrik Swane holdt over hele landet og ikke mindst på Malergården var med til at sætte den idylliske plet i Odsherred på kunstens landkort, fortsætter Vagn Ytte.
- I disse foredrag kunne man virkelig opleve Henriks Swanes styrke som kunstner og formidler. Hans fotografier var ofte originale og anderledes beskårne, end man er vant til. Og i de mange billeder kunne han fortælle om familiens liv og virke, samtidig med at han udfoldede sin egen personlighed som fotograf.
- Henrik kaldte sig selv ”Den sidste Swane”. Nu er svanen fløjet højt op, og kan med sindsro kigge ned på det enestående miljø, han var med til at skabe, værne om og formidle. Nu er det museets og bestyrelsens opgave at føre dette arbejde videre, slutter bestyrelsesformanden.




