Skip to Content

Oprettet:

Man, 21/05/2012 - 14:07
Indretning af "HUSET" - næste afsnit i føljetonen
Herlige minder fra HUSET, der nu i mange år har været rammen om en families liv

Efter ”utallige opfordringer” fra vores børn Astrid og Christian, prøver jeg nu at fortælle hvad jeg kan komme i tanke om, om ”Huset ” og mig.

Næste afsnit i føljetonen handler om indretning af HUSET

Huset er meget behageligt at opholde sig i, da der altid er tørt, dels på grund af stråtaget og dels fordi den murede pejs i stuen giver en fin ventilation, selv når der er hedebølge er der behageligt. I væggen mellem stuen og køkkenet blev der lavet en åbning, en serveringslem, hvilket er en sjov ting i så lille et hus. Den fungerer fint, idet man jo nemt kan få maden ind til spisebordet uden at skulle igennem gangen først. Der blev også gravet ud i køkkenet til et lille koldt kælderrum, det bruger vi stadig. Mine bedsteforældre anskaffede en prægtig lysestage i messing (Titusstagen), 7-armet, til at stå på pejsen - det gør den stadig.
 
For at holde madvarerne kolde, gravede min far en stor brøndring lidt ned i sandet og lavede et fint trælåg dertil, det virkede fint , men da der blev lagt el ind, var det nu bedre med et køleskab, for de sorte skovsnegle kunne godt finde vej ned i brøndringen, selvom der var låg på. Nu er brøndringen blevet til en sandkasse.
 
Toiletforholdene var en oplevelse for os børnebørn og minderne findes stadig, idet vi har bevaret toiletmøblet med 2 emaljerede spande til — dog gemt væk på loftet nu. Toiletspandens indhold blev gravet ned ved nordskellet. Der blev gravet et nyt hul hver gang vi kom, og det gamle hul blev dækket, når vi tog derfra.
 
Garagen blev kun meget lidt brugt til biler, derfor blev den for mange år siden indrettet og anvendt til ”værksted”, idet min far var en ivrig – gør det selv-mand. Noget senere lavede min far garagen om, så den blev delt midt over med en væg, så der kunne blive et gæsteværelse i den ene ende og et mindre værksted i den anden ende. Det fungerer den dag i dag udmærket, også fordi der fra starten var trægulv i garagen.
 
Skafottet
De fleste af møblerne i stuen i dag stammer helt tilbage fra starten af Husets tid. Mine bedsteforældre havde bygget et lille træhus i haven derhjemme i Vangede, hvor de store drenge kunne bo, det hed Augusthuset, og derfra kom møblerne op i Huset, da det skulle møbleres. Skænken, som vi altid kaldte ”skafottet”, var oprindeligt et sovemøbel, med en seng, der kunne foldes ud inde fra skænken, det havde været min fars seng. Skafottet blev  lavet lidt om, så det kunne bruges som møbel i Huset. Det blev gjort kortere og der kom skydedøre i, i stedet for de oprindelige gardiner. I dag står det som skræddersyet til stuen og bliver stadig brugt til porcelæn m.m., men typisk for vores familie, er der også en reolhylde til det uundværlige leksikon.. Skabet blev døbt skafottet da jeg som lille pige skubbede den ene skydedør i, medens min søster havde hele hovedet inde i skabet for at finde et fad. Møblerne til Huset blev fremstillet på Recks opvarmningskompagni, når der var en stille pause mellem ordrerne.
 
Etagesengene i værelserne blev også lavet af snedkeren, da Huset blev opført. Min bedstefar havde ét krav til sengene, nemlig at der blev så stor højde imellem dem, at man kunne sidde rigtigt op uden at støde hovedet imod den øverste køje. Dengang brugte man tangmadrasser, de er skiftet for længst. Inden der blev indlagt vand, havde min bedstemor en lille porcelænsvask siddende i soveværelset under vinduet og med et ”afløb” ud gennem væggen.
 
En lille ting, som også bør nævnes, er den lille (nu blå) ”reol” der hænger i udhuset, idet den er sat sammen af trisser fra min oldefars tid (Jørgen W. S.). Trisserne stammer fra hans tid hos Lysberg Hansen og Therp, hvor han vistnok var tapesermester, de tomme trisser har min far sat sammen til den lille hylde med hjælp af jernstænger.
 
Skrevet af Carla Windfeldt Hansen, redigeret af Berit Jakobsen
 

 

Skrevet af:

Berit Jakobsen