Rekorden i hus ved Makrel Festival 2017

PRESSEMEDDELELSE FRA ODSHERRED SPORTSFISKERFORENING OG VISITODSHERRED:

Rekordmange valgte at deltage i årets Makrel Festival, som fandt sted d. 18.-20. august. Helt nøjagtigt deltog 234 personer, fordelt på ca. 60 både. Og igen i år var humøret i top, både hos konkurrencedeltagerne og de mange besøgende under festivalen.

Juniorklassen var i år domineret af pigerne, da borgmester for Odsherred Kommune, Thomas Adelskov, kunne udnævne Liv Kofod som vinder med en makrel på 974 gram – skarpt forfulgt af Marie Hvass Hansen med 941 gram og Markus Nielsen med 911 gram.

Alle præmier var sponseret af Honda Shoppen, som har været med på Makrel Festival alle 4 år.

Thomas Bøge Nielsen fra Ringsted kunne lade sig hylde som danmarksmester i makrelfiskeri i en tæt pakket auktionshal på Odden Havn. Han vandt med en makrel på 1174 gram fanget på Sjællands Rev lørdag, hvor hans team gjorde det så godt, så de også vandt teamkonkurrencen med en samlet vægt for deres 10 største makreller på hele 9355 gram.

Opbakningen fra festivalens sponsorer var igen i år helt fantastisk. GARMIN sponserede for 4 år i træk elektronik til alle vinderne i teamkonkurrencen. LOWRANCE stod for hovedpræmien til danmarksmesteren, og resten af grejpræmierne var sponseret i samarbejde med Jagt & Fiskerimagasinet.

Der var lodtrækning om flere præmier. Blandt andet vin fra ØRNBERG VIN, middag på DRAGSHOLM SLOT og ikke mindst hovedattraktionen, som var en gummibåd med påhængsmotor fra HONDA.

Som alt andet var maden også i top under Makrel Festival. Både fredag og lørdag aften kunne gæster på havnen, lokale og konkurrencedeltagere nyde godt af buffet med helstegt pattegris, saftigt oksekød og lækkert tilbehør fra Den Gyldne Hane, som også stod for en overdådig frokost om lørdagen.

Ligesom i alle de forgangne år stod Kattegatkøbmanden for morgenmaden og madpakkerne, og han rundede atter festivalen af med det årlige sildebord.

Arrangørerne af dette års festival – VisitOdsherred og Odsherreds Sportsfiskerforening – siger tak for opbakningen til Makrel Festival 2017, og på gensyn næste år d. 3. weekend i august. Nærmere bestemt i dagene 17.-19. august 2018.