Sommerland-åbning med Danmarks sjoveste gokartbane

PRESSEMEDDELELSE:

Ventetiden har været lang og næsten uudholdelig, men nu kan ejerne af Sommerland Sjælland, Kåre og Mette Dyvekær, sammen med parkens sommerværter skimte åbningsdagen i horisonten.

– Store bededag, fredag den 12. maj, er vi klar til at byde gæsterne indenfor til sæson 2017, smiler Mette Dyvekær og suppleres af sin bedre halvdel:

– Vi er godt i gang med forberedelserne til sæsonen og antallet af sommerværter på arbejde stiger støt frem mod åbningen fra nu af, hvor der selvfølgelig specielt er fart på de sidste 14 dage, forklarer Kåre Dyvekær.

Gokarts i nye omgivelser
Årets helt store nyhed i Sommerland Sjælland er gokartområdet, der har fået en ordentlig overhaling og nye karts i tre forskellige størrelser.

– Vi har indkøbt nye karts, så både de helt små og store gæster kan komme ud og køre race, afslører Mette Dyvekær.

Det er dog ikke kun banerne og gokartsene, der er nye. Vinteren er blandt andet brugt på at udvikle Danmarks – måske verdens – sjoveste gokartbane.

– Vi har arbejdet hårdt på at lave en bane, som ingen andre har. Det har vi gjort med inspiration fra blandt andre computerspillet Mario Kart, forklarer Kåre Dyvekær og uddyber:

– Det betyder, at kørerne både kan sænke hinandens fart og sprøjte vand på hinanden undervejs i løbet. Det gælder om at bruge funktionerne strategisk rigtigt, så man kan sikre sig sejren over vennerne på Danmarks sjoveste gokartbane, som vi har givet navnet Samykart.

Se YouTube-klip om den nye gokartbane

Desværre må de fartglade gæster væbne sig lidt med tålmodighed, da leveringen og ombygningen af de nye gokarts er blevet forsinket.

– Men vi installerer den nye teknologi i vores gamle karts og har en enkelt ny kart klar som testmodel på åbningsdagen, så man kan stadig få en fornemmelse af, hvad SamyKart er, fastslår Kåre Dyvekær.

Hobbit-overnatning midt i parken
Rigtigt mange gæster i Sommerland Sjælland bruger parken som weekend- eller miniferie og her er parkens hytter ganske populære.

Som noget nyt er det også blevet muligt at overnatte lidt mere spartansk, så familien får mulighed for at komme endnu tættere på hinanden, hvis de overnatter i et hobbit-shelter.

– Vores nye hobbit-shelter ligger tæt på vores familiehytter, de har plads til to voksne og to mindre børn, som får en dejlig nærværende og hyggelig oplevelse i de store runde tønder, fortæller Mette Dyvekær og fortsætter:

– Der er selvfølgelig også stadig mulighed for at leje en af vores familiehytter, hvis man vil have mere plads og lidt mere komfort. Eller gæsterne kan overnatte i eget telt eller egen campingvogn på vores overnatningsplads.

Events og motorcykler
Igen i sæson 2017 byder Sommerland Sjælland på en række events, hvor gæsterne kan få nogle store oplevelser og ekstra viden med hjem, når parken blandt andet holder cirkusskole eller får besøg af en falkoner, en stribe forskellige krybdyr samt et luftballonhold i løbet af sæsonen.

– Aktivitetskalenderen vokser hele tiden inde på hjemmesiden, så det er bare med at holde øje og planlægge det næste besøg i Sommerland Sjælland, fastslår Kåre Dyvekær.

Nogen der allerede har sat kryds i kalenderen er Odsherred Touring Club, som traditionen tro står for det store motorcykeloptog med over 500 deltagere, der er med til åbningen fredag den 12. maj.

Turen går igen i år fra West Side Racing i Snertinge til forlystelsesparken i Odsherred.

– Det er en rigtig hyggelig tradition, og så er det virkelig et unikt syn, når de mange motorcykler ruller ind for at parkere, slutter Kåre Dyvekær.