Pinsekunst i øjenhøjde

Den kreative ånd kryber helt ind under huden, når gallerier, værksteder og ateliers holder åbent hus under Odsherreds Kunstdage i pinsen d. 8.-10. juni.

Forud for ethvert færdigt kunstværk ligger en kreativ proces, som publikum almindeligvis ikke får indblik i.

Heldigvis byder Odsherreds Kunstdage hvert år på en helt særlig mulighed for at blive meget klogere på inspirationskilder og arbejdsmetoder blandt lokale kunstnere.

Se værkerne blive til
Udover at invitere inden for til en perlerække af spændende kunstudstillinger, åbner kunstdagene dørene ind til flere af de værksteder, hvor kunstnerne giver idéerne fysisk form.

Her kommer man helt tæt på duften af det våde træ, mens det drejes til finurlige former. Man mærker med sine egne hænder på leret, når det finder sin figur. Og man fornemmer varmen fra materialer, der med et trylleslag forvandles til tindrende smukke glas eller vidunderlige smykker.

Få en snak med kunstnerne
Undervejs er der rig mulighed for at tage en spændende snak med kunstnerne om blandt andet grafiske trykmetoder, maleprocesser, keramiske støbeprocesser, eco-print og fremstilling af personlige smykker.

En af årets medvirkende er keramikeren, designeren og billedkunstneren Tue Poulsen, som i år fejrer sit 60-års jubilæum som kunstner. Med en uddannelse fra Kunsthåndværkerskolen i København i bagagen, har Tue været bosat i Odsherred siden 1972 og har undervejs været en flittig og ivrig deltager ved Odsherreds Kunstdage.

Tue Poulsens historie foldes ud i et spændende portræt i brochuren ”Kunst & Kultur”, som VisitOdsherred udgiver i starten af maj.

Lækre kunstmenuer på spisestederne
Når de mange indtryk under kunstdagene skal fordøjes, kan sulten ikke undgå at melde sig. Derfor er der naturligvis sørget for smagfulde kunstfrokost-menuer på flere af Odsherreds spisesteder.

Rundt omkring på gallerierne og værkstederne bliver der desuden budt på kaffe, saft, snacks og andet godt.

Hold øje med det hele i programmet for Odsherreds Kunstdage i pinsen, som vil kunne downloades på www.kunstdage.dk, så snart det endelige program foreligger. Til den tid kan programmet naturligvis også afhentes i en trykt udgave hos blandt andre VisitOdsherred, Holtets Plads 1 i Nykøbing Sjælland.

Programmet for Odsherreds Kunstdage 2019 forventes at være på gaden før påske.