Smukke planter du kommer til at bande langt væk

De er smukke og frodige at se på. De er føjelige, etablerer sig nemt, fylder hurtigt meget – og så er de svære at komme af med! Her er tale om planter, som man med tiden vil fortryde blev plantet på fritidsgrunden.

I 1968 plantede min familie en strandgrund til med østrigsk fyr, bjergfyr og rynket rose. Der blev plantet mod vejen og ellers i grupper strategisk placeret rundt på grunden. De fleste fyrretræer er i dag fjernet og gid jeg kunne sige det samme om roserne. Hvert år er det en kamp for min bror, som nu har grunden, at få slået og opgravet roser, så der i det mindste kan blive et par solpladser og en sti til stranden. Mine forældre elskede de vilde blomster på grunden. Det var blodrød storkenæb, kornet stenbræk, øjentrøst og nikkende kobjælde som bestemte, hvor der ikke skulle plantes. I mange år var det en smuk, åben grund med mange lækroge. I dag er det et rosenkrat, som har lagt sit greb om alt og alle på grunden. Dette billede ses i stigende grad på de sandede jorder langs vores kyster.

Længere inde i sommerlandet er en række andre planter ved at tage lignende overhånd på grundende. Det er en langsom, men sikker udvikling, som man først erkender, når problemet er ved at blive uoverskueligt. Det fleste af de planter, jeg her tænker på, er dem, der spreder sig med rodudløbere. Men også planter som spreder sig med frø kan skabe voldsomme problemer. Fælles for de fleste af disse problemarter er, at de er meget smukke, som reglen lette at få til at gro og sidst men ikke mindst, at de har en accelererende spredningsstrategi. Erfaringen siger, at der går det meste af en generation, før at man kan erkende problemet. Med andre, f.eks. den føromtalte rynket rose, går der i nogle tilfælde endnu længere tid. Helt op til 150 år. Der er derfor grund til at lytte til andres erfaringer med disse planter, inden man får skabt problemet på egen grund, som et ikke særligt rart minde for næste generation eller besværligt i forbindelse med en kommende salgssituation.

Jeg vil her nævne de arter som jeg mener er – og bliver – et problem på fritidsgrundene i Odsherred:

Rynket Rose / Rosa rugosa – også kaldet Hybenrose

Rynket Rose er indført til landet fra Asien i årene efter 1850. Planten er 0,5 til 2,0 meter høj. Den blomstrer i juni til september og sætter store fladtrykte røde hyben som i lighed med andre roser er rig på C-vitamin. Den kendes let fra andre roser ved sine karakteristiske rynkede blade.

Planten har vist sig at kunne trives under næsten alle danske vækstvilkår. Planten tåler næsten alt. Den kan gro på stiv kalkholdig lerjord, våd tørvejord og den magreste tørre sandbund. Endvidere tåler den fint både salt- og vindpåvirkning. Dens frø spredes langs kysten med havet og over land af fuglene. Planten kan på et år sætte op til 5 meter lange rodudløbere. Netop disse egenskaber har i dette århundrede gjort den til en yndet plante til fritidsgrunden. De mange kystnære plantninger udgør i dag en reel trussel mod vores ellers af menneskehånd uberørte kystplantesamfund. Her fortrænger den med hastigt stigende tempo den flade strandvegetation med Engelskgræs og Nikkende kobjælde, samt de tre plantesamfund i klitterne: Den hvide-, den grønne- og den grå klit med hver deres karakteristiske planter. Fra det nære kystområde breder planten sig videre ind over strandenge og lyngheder. Herved er op til 6 forskellige naturtyper truet i Odsherred. 

Bekæmpelse 

– kan ske ved at rykke nyetablerede planter op inden de etablerer et for stort rodnet. Har de først etableret sig som krat, kræver det et større opgravningsarbejde af rodnettet efter at krattet er ryddet. Opgaven kan på grund af planternes dybe rodsystem let få karakter af terrænregulering, som kræver kommunens tilladelse når det foregår indenfor strandbeskyttelseszonen.

Slåning og afgræsning stimulerer plantens evne til at sprede sig ved rodudløbere. Effekten er af kosmetisk art og kan kun tilgodese nogle landskabelige hensyn, med mindre, at det foregår så intensivt over hele vækstsæsonen, at planten ikke for sendt næringsstoffer tilbage til rodnettet.
 

Japansk Pileurt og Kæmpe-Pileurt / Fallopia japonica og Fallopia sachalinensis

Planterne er indført til landet fra Asien som prydplanter og bliver henholdsvis 1-2 og 2-3 meter høje. Planterne sætter sidst på sommeren et væld af små blegrøde blomster fra bladhjørnerne. Planterne er flotte og frodige at se på og giver om sommeren en god skærmende effekt i lighed med bambus; men pas på! Har planten først etableret sig, er den næsten umulig at komme af med.

Planten fortrænger naturlig vegetation overalt, hvor den etablerer sig ved åbredder, skovbryn, overdrev og sidst men ikke mindst fra fyldpladser hvortil den er bragt med jord og haveaffald. Planterne ses ofte plantet som afskærmning mod vej og naboer. Det vil sige at planterne på grund af deres ringe frøsætning her i landet endnu er på eller nær de voksepladser, hvor de er blevet plantet eller i værste fald der hvor planterester er blevet smidt i skovbryn og på fyldpladser. Man kan frygte at planterne på lidt længere sigt tilpasser sig vores klima og dermed når at udvikle spiredygtige frø.

Planten tåler næsten alt: Tørke, saltpåvirkning, vind og sidst men ikke mindst dyb skygge.

Planten kan på et år sætte op til 7 meter lange rodudløbere der kan krydse sommerhusveje og mørke krat. Rodudløberne kan trives helt ned til 2 meters dybde. Jeg har set en sådan plante skyde ind under fundamentet på et muret hus og op igennem gulvbrædderne efter at huset havde stået uopvarmet i ½ år.

Bekæmpes

–  ved at grave nyetablerede planter op inden de etablerer et for stort rodnet. Har de først etableret sig som krat, kræver det et større opgravningsarbejde af rodnettet efter at krattet er ryddet. Opgaven kan på grund af planternes dybe rodsystem let få karakter af terrænregulering, som kræver kommunens tilladelse, hvis det skal foregå på naturbeskyttede arealer.

Slåning stimulerer plantens evne til at sprede sig ved rodudløbere. Effekten er af kosmetisk art og kan tilgodese nogle landskabelige hensyn med mindre den udføres 8 – 10 gange i løbet af vækstsæsonen og omfatter hele krattets udbredelse.

Planten anses i mange lande som umulig at bekæmpe, da blot et enkelt stykke rodudløber på 1 cm kan danne grundlag for et nyt krat. Planten er hermed ikke kun et problem i forhold til vores biologiske mangfoldighed, men også et regulært økonomisk problem for de ejere af arealer, som (indtil videre kun i andre lande) er blevet usælgelige på grund af planteresternes evne til at skyde igennem asfalt og beton.

Planten er langt fra dominerende i Odsherred endnu. Men prøv at følge den på de lokaliteter, hvor den allerede har etableret sig og vent ikke for længe med at gribe ind på egen grund. Planten bliver på langt sigt et mindst ligeså stort problem inde i landet, som Rynket Rose er ved at blive det langs kysterne.

 

Tusindtop / Sorbaria sorbifolia 

Planten er nært beslægtet med fjerbusk. Det latinske navn, hentyder til at bladene ligner løvet på almindelig røn, mens det danske navn henviser til de tusinde blomster, der er sammensat i toppe. Tusindtop er en busk på ca. 1½ meter, som trives på selv den mest tørre og sandede jord. Den har en meget voldsom evne til at sprede sig med rodskud. Planten ses mest på ældre grunde, hvor den til gengæld ofte udgør en væsentlig del af den samlede beplantning.

Den er en vanskelig sag i lighed med hjortetakstræet, hvis rodskudsdannelse, mange har stiftet bekendskab med. Planten er indført fra det nordlige Asien og tidligere brugt i læhegn, senere som haveplante.

Bekæmpelse

Planten lader sig let bekæmpe ved opgravning inden dens rodnet har bredt sig ind mellem andre planter.

 

Pilebladet Spirea / Spirea salicifolia

Planten adskiller sig fra de mere kendte havebuske ved at have en rød blomstertop i modsætning til 

hvide eller røde skærme og så ved sin kedelige evne til at danne store krat med sine rodudløbere. Busken bliver mellem 1 og 1½ meter høj. Planten er meget smuk og meget udbredt i gamle haver og fritidsgrunde. Planten er indført fra Sydeuropa og Asien til brug i læhegn.

Bekæmpelse 

Planten lader sig let bekæmpe ved opgravning inden dens rodnet har bredt sig ind mellem andre planter.

Hvidel også kaldet Gråel / Alnus incana
Sølvpoppel Populus alba og Gråpoppel Populus canescens samt
Bævreasp Populus tremula

Disse træer har alle evnen til at sætte rodskud. Det vil sige at de på et tidspunkt begynder at forynge sig selv ved at sende et hav af nye skud op fra deres vidtforgrenede rodnet. Med tiden danner de store sammenhængende monotone krat uden plads til andre blomstrende eller frugtbærende buske.

Af Skov- og landskabsingeniør Jørgen Stoltz