Kåre Dyvekær valgt som bestyrelsesformand i Destination Sjælland

PRESSEMEDDELELSE:

Destination Sjælland, det nye turismeselskab for de fem vestsjællandske kommuner, Kalundborg, Holbæk, Odsherred, Slagelse og Sorø, har konstitueret sig med bestyrelse og ledelse. Og Sommerland Sjællands direktør, Kåre Dyvekær, er blevet valgt ind som formand i bestyrelsen.

Formålet med det nye turismeselskab er at udvikle turismen i området yderligere ved at fremhæve Vestsjællands mange kvaliteter. Gennem samarbejde med ”ledestjerner” fra turismeerhvervet er målet at skabe nye og attraktive oplevelsessammenhænge. Sammen med næstformand, Lis Tribbler, og resten af bestyrelsen i Destination Sjælland, ser den nyudnævnte formand frem til at trække i arbejdstøjet

– Jeg glæder mig meget til at se, hvor det bærer os hen. Jeg tror på, at det her er starten på en god udvikling for området, og derfor er jeg også meget stolt over, at jeg – og Sommerland Sjælland – er en del af det her samarbejde.

”Ledestjernen” Sommerland Sjælland
Med et besøgstal omkring 200.000 gæster er Sommerland Sjælland en af de helt store turismeattraktioner i Odsherred – og det forpligter, hvis du spørger Kåre Dyvekær. Han håber, at Sommerland Sjælland kan være med til at trække flere turister til, som kan få øjnene op for alt det gode, området har at byde på.

– Det er i alles interesse og til alles fordel, at Sommerland Sjælland bidrager til områdets udvikling ved også at gøre opmærksom på andre aktiviteter i Odsherred og resten af Vestsjælland, siger Kåre Dyvekær og påpeger, hvordan de allerede så småt har arbejdet på et tværsamarbejde mellem flere lokale aktører.

– Vores Valentinskonkurrence på Facebook var et rigtig godt eksempel på, hvordan vi i et mindre størrelsesforhold kan arbejde sammen om at udbrede kendskabet til de dejlige muligheder, der er i vores område, siger Kåre Dyvekær og fortsætter,

– Tænker vi i en større skala med Destination Sjælland, er det samme princip, der gælder. Vi skal hjælpe hinanden med at fremhæve områdets kvaliteter og mange skønne muligheder.

Sammen løser vi opgaven bedst
Destination Sjællands mission er netop at øge vækst og beskæftigelsen i området ved at fremhæve den landlige idyl, de attraktive kyster og det charmerende købstadsliv. Derfor ser bestyrelsesformand, Kåre Dyvekær, sammenlægningen af kommunernes turismeselskaber som en fordel.

– Vi skal fortælle historien om Vestsjælland som den rekreative oase, hvor man kan kombinere fordybelse med fysisk aktivitet. Og det er noget, vi kun bliver bedre til ved et godt samarbejde, hvor vores styrker og ressourcer udnyttes bedst muligt, slutter Kåre Dyvekær.